Om os

HVEM ER VI?

KulturRetur A/S samarbejder med et stærkt og kompetent hold af kvinder og mænd, der på hver sin måde bidrager til vores vellykkede rejser. Det fælles for dem er, at de brænder for deres områder og kender det bedre end de fleste. Alle taler dansk, nogle med charmerende accent, andre på en måde, der afslører at de har boet i Danmark gennem nogen tid.
En dygtig rejseleder lægger en masse til en tur, som man aldrig vil kunne læse sig til. Læn dig afslappet tilbage og nyd, at de har styr på det hele, og læn dig lyttende frem i sædet, når de fortæller. Måske bliver du endda udfordret på din viden og holdning – ikke det værste…
 

K. Torben Rasmussen
Direktør for KulturRetur A/S og rejseleder
Torbens kærlighed til Island blev grundlagt i 1970'erne, hvor han gennem halvandet år passede en masse heste, får og køer langt ude på det islandske land. Siden hen blev han litteraturhistoriker (Århus Universitet), højskolelærer og biografdirektør, før han flyttede tilbage til Island. Denne gang for at blive direktør for Nordens hus 1994-97 og bo i Reykjavik sammen med sin familie. Hver sommer siden 1998 har han arrangeret rejser til Island.
Torben er en aktiv foredragsholder med 20-25 foredrag hvert år om islandske emner m.m.
Han er desuden bestyrelsesmedlem i Dansk-Islandsk Samfund. Henholdsvis forfatter til og konsulent på Politikens rejseguides Turen går til Island og Rejsen Rundt i Island.
 

Kim Lembek
Rejseleder
Kim har beskæftiget sig med Island de sidste 25 år. Han er cand. mag. i dansk og islandsk fra Københavns og Reykjaviks Universitet og har både undervist islændinge og malket køer i Island. Island og islandsk er nu hans levevej. Gennem undervisning, artikler og foredrag udbreder han kendskabet til islandsk sprog og kultur i Danmark. Desuden har han i en årrække tilrettelagt adskillelige rejser rundt på Island (især rejser i sagaernes fodspor), hvor han også selv har fungeret som rejseleder. Endelig oversætter han moderne og ældre islandsk litteratur og fagbøger til dansk. Kim arbejder i øjeblikket på en nyoversættelse af Njals Saga i sin helhed, som efter planen udkommer i 2012.
 

Nanna Kalkar
Rejseleder
Nanna har siden 1988 haft Island som sin store interesse – hendes fascination af den islandske natur blev grundlagt med adskillige rideferier, som gav mulighed for at se alle egne af øen. Vinteren og foråret 1995 arbejdede hun syv måneder på en gård på landet og fungerede som guide på to rideture fra Syd- til NordIsland i forlængelse af dette ophold. Hun flyttede herefter til Reykjavik, hvor hun 1996-99 tog en bachelorgrad i islandsk sprog (herunder historie og litteratur) ved Islands Universitet. Efter endt studietid arbejdede Nanna et års tid forskellige steder i Reykjavik, bl.a. i caféen i Nordens hus og som postbud.
Sommeren 2000 flyttede hun tilbage til Danmark for at begynde på Institut for Nordisk Sprog og Litteratur ved Århus Universitet – et studium, hun afsluttede sommeren 2004 med et speciale om det berømte oldislandske Eddakvad Vølvens Spådom.
 

Jón Baldur Þorbjörnsson (Isafold Travel)
Driver-guide
Jón Baldur er Isafold Travels direktør og rejseleder nr. 1. Jon Baldur er foruden sin uddannelse som guide uddannet som automobilingeniør i München, og derfor er det ikke underligt, at biler er hans lidenskab. Han nyder at køre i det islandske landskab. Hans specialitet som guide er alt det, som har med teknik og videnskab at gøre, foruden selvfølgelig den islandske natur og historie. Jon Baldur er en meget energisk og aktiv person, men han har også en afslappet og musikalsk side. En gang imellem har han sin guitar med på tur og underholder sine medrejsende med musik og sang.
 

Kjartan Pétur Sigurdsson
Driver-guide og rejseleder
Kjartan er uddannet som elektronik-ingenør fra Odense Teknikum 1986
Han er et barn af naturen som er opvokset både ved søsiden og i landbruget. En altmuligmand og meget energisk og aktiv person.
Hans specielle interesser er fotografi, geologi, energi, islandsk natur, flyvning, jagt og vandreture. Med sit glade sind gør han hver tur til en uforglemmelig oplevelse. Kjartan har udgivet tre bøger om at rejse i Island: Islandsbókin, Photo Islandica og 4x4 tur på Islands Højland.
 

Skuli Møller
Rejseleder
Oprindeligt var Skúli sømand. Efter studentereksamen i Island lærte han dansk på sømandsskole i Danmark. Siden sejlede han som styrmand i nogle år. Han underviste på Navigationsskolen i Reykjavík i 17 år. Siden har han arbejdet i grossistfirmaer, hvor han har haft lejlighed til at vedligeholde det danske sprog, som han taler flydende. Skúli kender sit land usædvanligt godt efter private rejser i mere end 25 år. Han har eksamen fra den islandske rejselederskole med sprogene dansk og engelsk, men han har også arbejdet med norsk og tysk. Det siges, at det, Skúli ikke ved om det islandske land og folk, ikke er værd at vide!
 

Magnus Oddsson
Rejseleder
Magnus er en af vores mest erfarne rejseledere. Han har efter sin uddannelse til ingenør i Danmark i 1960'erne og diverse offentlige stillinger indenfor ingeniørfaget og arkitektur nu helliget sig opgaven som freelance rejseleder. Her er hans viden og know-how til gavn for KulturRetur A/S's rejsende. Han er en meget erfaren rejseleder og elsker at fortælle om geologi, energi og den smukke natur.
 

Friðrik Haraldsson
Driver-guide
Friðrik er en meget erfaren rejseleder og tidligere formand for forbundet af professionelle islandske rejseguider ITGA. Friðriks specielle interesseområder er historie, arkæologi, geografi, flora, fauna (særligt fugle) og den nordiske mytologi.
 

Harpa Björnsdóttir
Rejseleder
Harpa er uddannet billedkunstner, og arbejder både som underviser og som rejseleder. Hun er en trænet vandrer og har færdedes på i nogle vanskelige steder i Island. Hun er særlig god på alle slags kulturelle rejser, via sin uddannelse og fortsatte nære kontakt til kunst- og kulturmiljøet i Island. Hun er også en dygtig kok, noget danske rejsende ind imellem kan blive udfordret af, når vi laver turen ”Lav mad i Island”, hvor de rejsende selv skal deltage i tilberedningen af fisk eller lam.
 

KULTURRETURS HISTORIE

Rejsebureauet blev, under navnet Team Island, stiftet i 2003 af Ørn Petersen og hans familie, som gennem 12-13 år beskæftigede sig med at arrangere rejser til Island. I 2004 indtrådte K. Torben Rasmussen som chefrejseleder og produktchef. Torben har tidligere været direktør for Nordens hus i Island og er forfatter til Politikens rejseguide Turen går til Island. Efter Ørn Petersens alt for tidlige død i sommeren 2006 overtog K. Torben Rasmussen virksomheden og driver den på mange måder videre efter Ørns oprindelige idéer.

Under navnet KulturRetur A/S er selskabet i dag blevet udvidet til også at tilbyde rejser til andre lande. Denne udvikling er sket i takt med, at vi finder personer med samme omfattende< kendskab til nye lokaliteter, som vi har til Island. Bureauets øvrige medarbejdere er alle udvalgt ud fra to vigtige krav: De besidder et usædvanligt grundigt kendskab til de pågældende lande og en udpræget evne til at formidle dette kendskab og den lidenskab for landene, der også kendetegner dem.

Bureauet har ikke noget egentligt salgskontor, men operer fra hjemmekontorer og via internettet. Gennem bureauets mange tidligere kunder er der opbygget et stort netværk, og mange af de tilfredse kunder henviser nye til os. Det er vi taknemmelige for, og det stiller krav om fortsat højt niveau på alle områder. Lave lokale- og administrationsudgifter medfører, at KulturRetur kan præsentere konkurrencedygtige priser på rejser af høj kvalitet. Vores største styrke er dog ikke lave priser, men grundighed og præcist tilpassede ture med stort fagligt indhold.

KulturRetur A/S ejes og drives af K. Torben Rasmussen og Carl Erik Skovgaard Sørensen.
K. Torben Rasmussen er KulturReturs daglige leder. Han har en meget bred erfaring, som det fremgår af de mest relevante hovedpunkter fra hans cv: Han er uddannet litteraturhistoriker fra Århus Universitet, var direktør for Nordens hus i Reykjavik (1994-98), leder af Århus Kunstakademi (2000-2004), og er forfatter til Politikens rejseguide Turen går til Island. Er desuden en hyppig anvendt foredragsholder. Siden 2004 har han arbejdet professionelt med at arrangere rejser til Island. Se mere her (link til CV).
Carl Erik Skovgaard Sørensen er islandsk konsul i Århus, advokat og partner i advokatfirmaet DELACOUR DANIA i Århus/København/Nuuk/Tórshavn/Moskva/Kiev. Han arbejder ikke i KulturRetur til hverdag, men bistår med idéer, inputs og kontakter bl.a. ved planlægning af erhvervsrelaterede rejser og ture. Han har selv rejst over det meste af verden og hjælper via sit netværk til at skabe de kontakter, der er med til at gøre en rejse speciel og direkte tilpasset kundernes behov.

KulturRetur arrangerer i dag ture til Island, Færøerne og Irland – flere destinationer er på vej…