
Island har altid lokket med fremmedartede naturoplevelser, men det har været lidt dyrt. I dag kan man rejse let og billigt, så hvorfor skulle du ikke tage af sted?
Du vil møde en natur så fremmedartet, at du risikerer at ville vende tilbage. Den risiko må du være villig til at løbe. Prøv at spadsere på rygende lava fra det nyeste vulkanudbrud eller at bade i Den Blå Lagune med det helsebringende varme vand. Oplev den lille metropol med et rigt kulturliv, som hovedstaden Reykjavík nu er blevet.
Island er et ret stort land med ret få indbyggere; 300.100 islændinge fordelt på 103.000 km2, eller 2 ½ gang så meget plads som i Danmark! Der er god plads, især når man tænker på, at Reykjavík rummer mere end halvdelen af befolkningen.
Island er et rigt og moderne velfærdssamfund, åben mod nutidens teknologiske muligheder og samtidigt bevidst om slægt og historie. Sagaerne spiller stadig en rolle, ligesom computere og globalisering gør det.
De senere år er faciliteterne for rejsende forbedret ganske betydeligt. Det samme gælder infrastrukturen og det er let at færdes. Færdes man i bil, kan man komme Island rundt på en behagelig måde – selv i helt almindelige og ikke for dyre personbiler. Vil man opleve højlandet eller afstikkere til de smukkeste natur-perler, så lejer man en jeep.
Til overnatning på landet findes en mængde bondegårdshoteller. Der er helårs-hoteller i de fleste byer. Om sommeren bliver en del kostskoler omdannet til hyggelige sommerhoteller. Tænk også på campingpladserne, som der er mange af. De største byer har gode hoteller og hovedstaden rummer egentlig luksus. Her findes kulturlivets store og små institutioner sammen med det friske handelsliv og nattens festlige muligheder.
Undtager man de helt klassiske steder, som man skal se: Þingvellir (Islands historiske hjerte), Gullfoss (det gyldne vandfald) og Geysir (gejsere), hvor der kan være mange folk, løber man ikke i hælene på store flokke af turister. Og det er da også sjældent, man gør det ved de nævnte lokaliteter. Langs kysten præger lavlandets frodighed. Store områder med fugtige enge, fyldt med får eller heste og en sand overflødighed af fugle (bl.a. nordisk lappedykker, bjergand, odinshane, stor kobbersneppe og mosehornugle) omgiver den rejsende.
Med lange mellemrum kommer man gennem en lille by, altid med et svømmebassin under den frie himmel. Prøv det varme vand. Byggestilen i småbyerne er mere præget af robuste nyttebehov end af raffineret og klassisk byggestil. Dog finder man i nogle gamle fiskerbyer langs kysten gode eksempler på bevarede ældre bygninger. Men det er naturoplevelserne uden for småbyerne, der er de mest interessante!
Giv dig selv chancen for at besøge dette spændende land, som vil give dig uforglemmelige oplevelser.