Det moderne Island

Efter Island blev republik i 1944 er alt gået stærkt. I dag er landet det næstrigeste i Norden, målt på BNP kun overgået af det olieholdige Norge. MEN der er unægteligt sket store forandringer de seneste år.

Kombineret med det islandske folks nysgerrighed og begærlighed efter det nyeste, medfører det en hektisk rigdom, et højt tempo og et stort forbrug.

Det moderne Island er et dynamisk samfund, godt klædt på til informationssamfundets vilkår – præget af en evne til mobilitet, innovation og åbenhed. Gennem de første år efter år 2000 så man en stærk islandsk investeringslyst i forhold til udenlandske virksomheder.

I Danmark drejede det sig bl.a. om opkøb af Magasin du Nord, Illum, Sterling og Maersk Air. I Storbritannien investerede de meget mere. Kombinationen af et friere islandsk finansmarked, overskud på indenlandsk handel og udenlandske investeringer og især udenlandske lån, blev dette muligt. Én ingrediens mangler dog: en stor friskhed og et stort mod i investeringer og opkøb. Der findes dem, der kalder det overmod – og det viste sig, at mange investeringer var præget af overmod og dumdristighed.

I oktober 2008 krakkede de tre store islandske banker. Staten måtte overtage gælden, der viste sig at være uhyggelig stor. Den såkaldte Icesave-bank-sag (et skyldigt beløb på omkring 25 mia DKK) er blot en lille del af det samlede økonomiske problem. Island står over for barske år, økonomisk set.

Der er ca. 320.000 indbyggere fordelt på 103.000 km2 (DK = 43.500 km2), hvoraf mere end halvdelen bor i hovedstaden Reykjavik! Der er god plads i det smukke land.

Island blev aldrig en industrination. Man kan sige, at landet gik direkte fra bonde- og fiskersamfundet ind i den informationsbårne og globaliserede nutid. Befolkningen har gode forudsætninger for at profitere af det, for de er godt uddannede og de er vant til at holde sig åbne mod omverdenen: de har altid skullet rejse for at handle og for at uddanne sig.

Læser man nordiske statistikker vil man se, at Island ligger i front på de fleste af kulturens parametre: de går mest i teater og til ballet, de hører flest koncerter med symfoniorkestre, de går hyppigst i biografen og til balletten (ja, der findes en islandsk ballet!) og meget mere.
De fører også på antallet af hospitalssenge, læger og sygeplejersker. Og også på antallet af biler, mobiltelefoner og alt muligt teknisk grej, som de elsker.
Det er ikke så underligt, at de har opnået så stor international anerkendelse på det kulturelle område. Med musikeren og sangeren Björk som motor, er der skabt et meget aktivt musikliv i Island. Nu er grupper som Sigur Rós, Múm og Ské på vej frem.

Fra litteraturen kendes gode forfattere som Thor Vilhjálmsson, Einar Már Guðmundsson, Vigdís Grímsdóttir, Einar Kárason, Hallgrímur Helgasson og Sjón. Den sidste fik Nordisk Råds store litteraturpris i 2005.
Der bliver produceret 3-5 spillefilm om året: de senere års meste kendte film er ”101 Reykjavik”, ”Noi Albino” og ”Naturens børn”

Hovedstaden Reykjavik er blevet en lille metropol med omkring 180.000 indbyggere. Her findes de institutioner, som er med til at bekræfte landets hovedstad i positionen som omdrejningspunkt: de store museer, operaen, symfoniorkesteret og kulturhuse. Her findes også de udenlandske ambassader, som giver international luft til byen. Kina, Rusland, Tyskland og USA har store ambassader og alle de nordiske lande er naturligvis repræsenteret.