Flag.gif
+45 8612 1849 og +45 2962 8077 info@team-island.dk
04StartSerie.jpg
PrintPiktogram.gif Printvenlig version

Oplev Vestfjordens helt usædvanlige natur

18. - 28.6.2010

 

Rejsen er arrangeret i tæt samarbejde med Vrå Højskole og indledes med nogle dages foredrag og inspirerende samvær på højskolen i Nordjylland.

Oplysninger og tilmelding på telefon 98 98 10 10, spørg efter Søren Ottzen


På denne tur vil den rejsende opleve de mest attraktive og klassiske steder i Island, såsom det gamle tingsted Tingvallasletten, vandfaldet Gullfoss og gejseren Strokkur. Men også mere usædvanlige steder og oplevelser vil indgå, især besøget i Vestfjordene. Her længst mod nordvest i Island kommer der ikke mange turister, og det er ikke fordi det ikke er smukt og interessant: dét er det. Det er fordi det ligger lidt afsides og er relativt langsomt at færdes i – men der er mange kvaliteter i det langsomme, fx tid til store oplevelser og eftertanke. Vi skal besøge Islands største fuglefjeld Látraberg, kun 300 km. fra Grønland.

 


Dag 1 / fredag den 18.6.2010

Afgang fra Aalborg Lufthavn kl. 9.20 mod Kastrup og herfra afgang mod Island kl. 14.00, ankomst Keflavik, Island kl. 15.10. Her venter gruppens bus, der sikkert skal bringe os rundt de kommende dage. Turen går først gennem ret øde lavaområder, med smuk udsigt mod nord og fjorden Faxaflói. Er vejret godt ser vi gletsjeren og vulkanen Snæfellsjökull langt nordpå. Vi passerer hovedstaden Reykjaviks forstæder, præget at voldsom byggeaktivitet, før vi kører direkte mod Tingvallasøen- og sletten. Første stop er her, hvor der bliver fortalt nærmere om historie og geologi.

Overnatning lidt længere østpå, i Laugarvatn.

Hotel Edda, Laugarvatn, værelser med fælles bad/toilet. Værelser med privat bad/toilet kan skaffes.


Dag 2 / lørdag den 19.6.2010

Efter et godt morgenmåltid skal vi på farten igen. Første stop er ved gejseren Strokkur, som med korte mellemrum sender sin kogende vand- og dampsøjle højt til vejrs. Blot 10 km. borte finder vi vandfaldet Gullfoss, som vel er Islands mest berømte vandfald: det er ikke ufortjent, for det er meget smukt.

Så starter den lidt mere rå del af turen, for vi skal krydse det indre Islands store ødemarker. Asfaltvejen bliver til grus og sten og farten må sættes lidt ned. Der er udsigt til gletsjere og blålige fjelde langt borte. Helt oppe på det højeste punkt, ca. 700 meter over havet, finder vi varme kilder til et dejligt varmt bad i det fri. Sidst på dagen er vi fremme i Laugarbakki og middag/hotel.

Hotel Edda, Laugarbakki, værelser med fælles bad/toilet.


Dag 3 / søndag den 20.6.2010

Dette er dagen, hvor vi skal køre længst, omkring 370 km. Det er mere end det lyder til, for nu bevæger vi os ud på Vestfjordene og vejene bliver langsommere at færdes på. Men det er det hele værd, for der er mange smukke udsigter og der er tid til passende antal stop. Vi kommer gennem den lille by Holmavík, og fortsætter langs de dybe fjorde og de efterhånden ret høje fjelde.

Vestfjordenes største by Ísafjördur er målet for rejsen, og her ankommer vi sidst på eftermiddagen. Her skal vi bo de kommende to dage.

Hotel Edda, Isafjördur, værelser med fælles bad/toilet. Værelser med privat bad/toilet kan skaffes.


Dag 4 / mandag den 21.6.2010

Vi bruger det meste af dagen på en sejltur til øen Vigur, der ligger længere inde i fjorden. Her er ret frodigt og her yngler en mængde edderfugle og andre havfugle. Vi skal trave øen rundt og nyde en dejlig frokost i det gamle hus. Vi skal høre nærmere om produktionen af edderdunsdyner, der foregår på baggrund af egen indsamling af de kostbare dun fra øen mange edderfugle.

Måske besøger vi senere Ísafjördurs spændende museum med fine gamle bygninger, pakhuse og lign. Men ellers er dette en relativ stille dag, efter gårsdagens lange køretur.

Isafjördur, for anden nat.


Dag 5 / tirsdag den 22.6.2010

Vi pakker bagage og bus, og sætter kursen mod syd. På vejen stopper vi bl.a. ved det særprægede vandfald Dynjandi, og måske ved museet for Islands selvstændighedsforkæmper Jón Sigurdsson, der blev født på disse kanter. Vi får fornemmelse af de ret barske livsvilkår ved at bo her, så langt mod nord, hvor vintrene er hårde og der kan falde meget sne. I midten af 1990’erne dræbte laviner ca. 40 personer indenfor det samme kalenderår, og vi kører gennem én af de ramte byer. Der bliver god tid til traveture på udvalgte steder. Måske kører vi ud til et sært museum, som er resterne af en kreativ særlings byggerier. Sidst på dagen er vi kommet til den sydlige del af Vestfjordene, hvor vi skal bo to nætter.

Hotel Flokalundur, alle værelser med privat bad/toilet.

 


Dag 6 / onsdag den 23.6.2010

Vi bruger en del af dagen på et besøg på fuglefjeldet Látraberg er 12-14 km. langt og op til 450 meter højt, og ligger med sine lodrette sider direkte ud til Atlanterhavet. Her yngler titusindvis af søpapegøjer, lomvier, alke, rider og mallemukker. Der er en skrigen og flaksen, og der er en ram duft at ekskrementer. Måske ser vi en jagtfalk, for denne verdens største falk holder også af de mange fugle.

Vi kigger efter Grønlands østkyst, for hårdnakker mener at kunne se dem over det ca. 300 km. breve hav, der her adskiller Island og Grønland. Det er et fantastisk sted, men til sidst må vi af sted, for vi skal også nå at komme med på Raudasandir – den røde strand. Her ligger for det meste store gråsæler og soler sig og her er en lille fin kirke.

Hotel Flokalundur, for anden nat.


Dag 7 / torsdag den 24.6.2010

Fra hotellet er der ganske kort afstand til færgelejet Brjánslækur, hvorfra færgen sejler mod syd over Breidafjördur. Der er afgang kl. 12.15 fra Brjánslækur (2 ½ times sejltur). Det er en smuk sejltur, hvor vi bliver fulgt af forskellige havfugle. Vi lægger til ved Flatey, en lille ø midt i fjorden, hvor der nu om dage ikke bor mange mennesker. Navnet forekommer måske kendt, og i givet fald kunne det være fra historien om udleveringen af de islandske håndskrifter fra Danmark til Island. Det første tilbageleverede håndskrift hed Flateyjarbókinn, og blev skrevet i det kloster, der i middelalderen lå her. Ankommet til Stykkisholmur kører vi direkte til hotellet, hvor vi skal bo to nætter. (NB: alternativt besøger vi gården Bjarnarhöfn og ser & smager på fremstillingen af ”hákarl” eller det man nogle gange kalder ”rådden haj” på dansk.)

Hotel Stykkisholmur, alle værelser med privat bad/toilet.


Dag 8 / fredag den 25.6.2010

Dagens bruges på en udflugt hele vejen vest om gletsjeren og vulkanen Snæfellsjökull, der præger den vestlige del af næsset. Den sorte strand ved Dritvík, vulkankrateret Hólar Hólar og den fine travetur ved havet i Arnarstapi er blandt de store oplevelser. Mange steder ser man meget tydeligt lavamassernes løb ned over højderne. Er der interesse for at ride på islandske heste, kan det fint indpasses denne dag.

Vi kører gennem frodige enge med masser af småsøer, fyldt med eksotiske fuglearter, som bl.a. islom, nordisk lappedykker, sangsvane og bjergand.

Hotel Stykkisholmur, for anden nat.


Dag 9 / lørdag den 26.6.2010

Nu skal vi sætte kursen mod Reykjavik, stopper dog først ved Borg og snakker lidt om Egil Skallagrímssons Saga, der foregik her. I Reykjavik skal vi opsamle nogle af turens store oplevelser, bl.a. ved besøg på håndskriftsamlingen og evt. andre museer. Vi ankommer til byen omkring kl. 15.00 og indkvarterer på Hotel Cabin, ca. 25 min. spadseretur fra centrum og tæt på fjorden.

Middag denne aften er på egen hånd.

Hotel Cabin, alle værelser med privat bad/toilet – NB: de luxe-værelser (som er normal god værelses-størrelse)

 

 


Dag 10 / søndag den 27.6.2010

Dagen er til egen disposition. Rejselederen udpeger de mest interessante steder.

Kl. 19.00 afgår bussen fra hotellet til én af byens gode restauranter, hvor der serveres en dejlig middag, som afslutning på turen til Island

Hotel Cabin, for anden nat.

 

 Dag 11 / mandag den 28.6.2010

Omkring kl. 8.30 skal vi forlade hotellet, for at nå en tur i Den Blå Lagune. Herfra er der kort afstand til lufthavnen i Keflavik, hvorfra der er afgang kl. 13.15 og ankomst i Kastrup kl. 18.15. Flyet videre mod Aalborg afgår kl. 22.30, med ankomst i Aalborg kl. 23.15

 
Pris og tilmelding på Vrå Højskole, på telefon 98 98 10 10, spørg efter Søren Ottzen

 

 

 

 

Prisen inkluderer

Flybilletter t/r (inkl. flyskatter og afgifter)

Transport iflg. denne plan, i røgfri bus

Indkvartering, dbl.-værelse (vedr. bad/toilet, se under det enkelte hotel), inkl. morgenmad

Frokost x 8

Middag x 8 (2 retter)

Afslutningsmiddag x 1 (3 retter)

Sejltur til øen Vigur

Adgang til Den Blå Lagune

Samtlige øvrige entreer

Dansk-talende rejseleder

Lovpligtigt bidrag til Rejsegarantifonden


Prisen inkluderer ikke

Drikkevarer ved måltider, ud over isvand som altid følger frit og rigeligt

 

 

 

 

Andre Rejser

10 dage nordvestlige Irland og Dublin

Irland – den grønne ø

12.-21. juli 2010

Rejs med den meget erfarne Christian Møller på en grundig rejse

Se mere her

Færøerne 2010

 På denne tur til Færøerne kommer du til at opleve alt det bedste, sammen med Annika Hoydal.

Se mere her

Nationaldagen i Island er festlig

Oplev den med Ældresagen i Hadsten

16. juni - 24. juni 2010

Se mere her

Rejs med foreningen Norden i Allerød

Turen er ikke egnet for gangbesværede.

1. juli – 9. juli 2010

Oplev Islands barske højland ved Landmannalaugar, de frodige områder på Sydlandet og mange storslåede vandfald.  Europas største gletsjer Vatnajökull vil vi se, ligesom der er tid til at nyde Reykjaviks mange spændende attraktioner.

Se mere her

Kultur og natur i Island

30.7. – 6.8.2010

Den islandske kunstscene er lige så dynamisk som den islanske natur. Få god tid og grundig information om begge dele

Se mere her

Oplev Vestfjordenes helt usædvanlige natur

18.6. - 28.6.2010

Udover klassiske attraktioner som vandfald og gejser, vil vi på denne tur udforske de mere afsidiges egne hvor der ikke kommer så mange turister. Turen arrangeres i samarbejde med Vrå Højskole og indledes med nogle dages inspirerende ophold på højskolen i Nordjylland.

Se mere her