Denne ferie er særligt tilrettelagt, så der er god plads til børn og teenagere. Der køres generelt lidt kortere ture og er tid til flere aktiviteter, som fx hvalsafari, fuglekiggeri, river-rafting, ridning og kørsel på ATV’ere. Der er også god tid til at trave nogle lange ture, som man ikke behøver at være professionel bjergbestiger for at kunne klare. Turene kræver til gengæld gode ben og godt fodtøj, og giver så til gengæld meget fine oplevelser. Rideferie, vandreferie og vulkanture kan være en del af ferien
Dag 1
Ferien starter fra Kastrup kl. 14.00, ankomst Keflavik lufthavn kl. 15.10 (lokal tid). NB: der er flere afgange hver dag. Der kan handles toldfrit og veksles penge ved
ankomsten. Vi kører ad den brede vej mod øst gennem ret øde lavalandskaber, med udsigt mod bugten Faxaflói mod nord. Vi passerer Reykjaviks forstæder og forbløffes over den heftige byggeaktivitet. Første stop er ved det geotermiske værk Nesjavellir, hvor man kan få en fornemmelse af landets enorme energiressourcer. Ved nordsiden af den store sø Tingvallasøen ligger Tingvallasletten, som er vigtig af to grunde: geologi og historie. Her ses meget tydeligt resultaterne af kontinentalpladernes bevægel-se, som har skabt og fortsat skaber Island: den europæiske og den amerikan-ske plade driver bort fra hinanden og Island vokser op i mellemrummet, sådan meget populært forklaret. Det giver store revner og sprækker i landskabet og det præger området ved Tingvallasletten. Dette er samtidig Islands symbolske hjerte, for her skabtes Altinget i år 930 og fungerede som et parlament i mange hundrede år frem. Sidste stop er i den lille by Laugarvatn, hvor der er indkvartering og måske middag. I bor to dage her.
Hotellet er dejligt beliggende nær søen. Værelserne er pæne og store. Der er mulighed for både fælles og privat bad/toilet. Svømmebassin og dampbad nær hotellet, men man kan også bade i selve søen uden at være viking!
Dag 2
Laugarvatn ligger meget centralt i forhold til forskel-lige aktiviteter. Der kan arrangeres individuelle akti-viteter, bl.a. rideferie på islandske heste, kørsel
på ATV’ere eller snescooter, river-rafting og sejlads i kajakker ved/i Atlanterhavet. Nogle af disse aktivi-teter kræver et minimumsantal interesserede for at kunne gennemføres, men det fleste kan man deltage i, uanset hvor mange fra gruppen, der er interesserede.
Fra dette sted er der ikke langt til det mest friske vulkanudbrud i Island.
Overnatning på Hotel Edda for anden og sidste gang.
Dag 3
Straks efter morgenmad fortsætter rejsen, og det første stop er ved én af de helt mærkelige steder i Island: den store gejser Strokkur, som med få
minutters mellemrum sender en enorm kaskade af vand og damp til vejrs. Kort efter stopper vi ved vandfaldet Gullfoss, hvis tonstunge mængder af smeltevand fra højlandets gletsjere styrter ned gennem to-tre fald. Voldsomt!
Gullfoss ligger på kanten af det islandske højland; hele den indre del af Island er nærmest en stor, kold ørken. Den skal vi passere. Vejens asfalt bliver snart afløst af sten og grus, og stiger langsomt. Der er udsigt til gletsjerne Langjökull og Hófsjökull. Her vokser ikke meget. Ved Hveravellir midt på ruten
stopper vi, for her skal der bades i varme kilder. Det er råt, man klæder om udendørs og hopper i det simple beton-støbte bassin med dejligt varmt vand. Hjejler og snespurve kigger på.
Vi fortsætter mod Nordlandet og når sidst på dagen frem til regionens hovedstad Akureyri, hvor vi skal bo de kommende tre nætter.
Dag 4
Husk badetøjet på dagens tur til søen Mývatn og dens nære omgivelser. Første stop er ved Vindbelgarfjall, et ca. 400 meter højt fjeld, som I skal bestige.
Det kræver ikke bjergbestiger-erfaring, men gode ben og fodtøj. Udsigten er formidabel over søen. Er vejret klart ser man den nordlige del af Vatnajökull, Islands største gletsjer, langt mod syd. Siden stopper I ved pseudokraterne ved Skútustadir, de voldsomme lavaformationer Dimmuborgir og de underjordiske varme kilder Grótagjá. Lidt øst for søen kan I bade i varmt vand, og have en fin udsigt over området.
Om eftermiddagen skal I måske trave en to-tre timers tur ved Leirhnjukar, hvor der ses enorme mængder ret frisk lava. Det ryger stadig fra de små kratere, der ligger på en lang række i spaltevulkansystemet. Her får man virkelig en fornemmelse for vulkanudbrud og lavaens bevægelser ud over græsningsarealer og ældre lava.
Efter en lang dag returnerer I til Akureyri og jeres hotel.
Dag 5
Nogle km nord for Akureyri ligger den lille by Dalvik, og herfra kan dagens hvalsafari og fisketur udgå. Chancerne for at se store hvaler er stor, på de fleste
ture ses vågehval (op til 9-10 meter) og ikke sjældent pukkelhval (op til 13-15 meter). Når båden har krydset rundt efter hvaler er det tid til at fiske, og fjorden er fyldt med herlige store torsk. Det er vist aldrig sket, at man ikke fanger noget tungt.
Turen tager samlet (kørsel og sejltur) ca. 5 timer, og resten er dagen er åben for individuelle interesser: der kan svømmes i byen store, åbne bassin umiddelbart ved hotellet, der kan arrangeres rideture, man kan nyde den store botaniske have eller se på byen og nyde en øl og en pause.
Dag 6
Nu husker I hele bagagen, for turen fortsætter i dag mod øst. I kan besøge Glaumbær, en stor og klassisk tørvegård, der er en helt særlig islandsk bygningstype. Derfra går turen gennem byen Saudárkrókúr langs fjorden
Skagafjördur op til gården Fagravik. Ejeren af gården forpagter den store og høje ø Drangey, midt i fjorden. Den er kendt fra sagaen om Grettir den Stærke, som boede her de sidste år af sit liv. Der er mulighed for at besøge øen, og det er vildt spændende. Man sejler over i en lille båd, lægger til ved klipperen og springer i land, nærmest. Derefter skal man trave og kravle, endda bruge en stige på et tidspunkt, før man kommer op på toppen af den næsten 200 meter høje klippe. Her er helt frodigt med masser af grønt græs, og her er den mest fantastiske udsigt, ikke mindst til de tusinder af søpapegøjer (lunder), lomvier og mallemukker. Er man heldig ser man jagtfalken, verdens største falk, som også holder af de mange fugle
Når I er tilbage på fastlandet, skal I bade i Grettirslaug, efter sagnet det varme bad, som sagahelten varmede sig i efter sin lange svømmetur fra Drangey ind til fastlandet. Om aftenen kommer I frem til den kommende nats overnatningssted
Dag 7
Fra hotellet fortsætter I mod øst, og stopper første gang ved gården Eiriksstadir, hvor I kan høre nærmere om Erik den Røde og hans ekspeditioner til Grønland. I kører gennem den smukke dal Hnappadalur og stopper måske for en kort travetur, men ellers kommer I senere frem til gården Snorrastadir. Herfra
går der en lille sti over til vulkanen Eldborg. Brug ca. tre timer på en god travetur gennem det lave birkekrat, fyldt med vindrosler, og frem til vulkanen. Til sidst bliver det lidt stejlt, men ikke nær så vanskeligt som Drangey. Eldborg er ikke høj, men ligger i et lavt landskab, så udsigten er fin. Vil nogle ride, fx til Eldborg, så kan det nemt arrangeres.
Midt på eftermiddagen kommer gruppen til Hotel Eldborg, som har et udmærket udendørs svømmeanlæg, som I frit kan bruge. Indkvartering for to dage her.
Dag 8
Afgang fra hotellet tidligt og kørsel til byen Stykkisholmur, hvorfra der udgår en oplevelsesrig sejltur. I vil se søpapegøjer, lomvier, topskarver og med stor sandsynlighed havørne på turen. Når I har nydt fuglene, skal I nyde smagen
af hvad der gemmer sig på fjordens bund. Et lille net bliver kastet ud og efter lidt tid bliver det hevet op igen, fyldt med fine ting fra fjordbunden: bl.a. søstjerner, muslinger og søpindsvin. Med knive åbner I selv kammuslinger og spiser den friske og store muskel, måske med et glas køligt hvidvin til.
Tilbage på landevejen stopper I ved det hellige fjeld Helgafjell, hvor man kan få ønsker opfyldt – på visse betingelser… Og så skal I prøve at spise én af de mere usædvanlige islandske specialiteter: hákarl, nogle gange kaldet ”rådden haj”. Det er kødet af den store grønlandshaj, som gennem en særlig opbevarings- og tørringsproces kan spises. Med fornøjelse? Prøv selv på gården Bjarnarhöfn! Resten af dagen bruges på at kører rundt om Snæfellsjökull, og stopper på flere forskellige steder. Ind i et vulkankrater, ned til den sorte strand Dritvik og ned til den lille havneby Arnastapi, hvor der kan traves en fin tur langs den forrevne kyst ved Atlanterhavet. Om aftenen er I tilbage på Hotel Eldborg.
Dag 9
Fra morgenstunden skal I bade i et lille bitte hul med varmt kildevand – siddende i varmt vand til halsen kigger I rundt på kæruld og dværgbirk. Herefter går turen mod Reykjavik, gennem Borgarnes, der er opkaldt efter gården Borg, som sagafiguren Egill Skallagrímsson har gjort kendt. I kan vælge at følge ruten hele vejen rundt om Hvalfjördur og kommer forbi hvalstationen, hvor de store hvaler i gamle dage blev opskåret og behandler. Måske ligger der en stor vågehval på stedet, for der jages hvaler i Island igen.
Helt inde i bunden af fjorden stopper vi, for at få god tid til en lang travetur til Islands højeste vandfald Glýmur (ca. 200 m højt). Derefter går det mod Reykjavik og i udkanten af byen stopper I ved uldvare-udsalget Álafoss, i hvis udtjente industribygninger mange kunstnere, kunsthåndværkere og musikere har indrettet sig.
Sidst på eftermiddagen ankommer I til Hotel Cabin, hvor I skal bo de sidste to nætter. Middagen kunne bestå af hotellets righoldige salatbar.
Dag 10
Brug dagen til at bade i det nærliggende Laugardalslaug, eller i nogle af byens andre 13-14 åben anlæg, fyldt med varmt vand. Man kan gå på museum eller shopping, man kan sejle efter hvaler eller nyde den helt særlige stemning på byens gamle kirkegård. Der er masser af muligheder for gode oplevelser i den lille smukke hovedstad.
Dag 11
Turen er næste forbi, men endnu ét højdepunkt venter: at sænke sig ned i det turkisblå vand i Den Blå Lagune. Kør fra hotellet kl. 10.30, og direkte til
badestedet, hvor der er god tid. Der kan købes frokost her. Fra Den Blå Lagune er der kort afstand til lufthavnen i Keflavik, hvor I skal være kl. 14.00. Flyet afgår mod Kastrup kl. 16.10 og ankommer i Kastrup kl. 21.10. NB: der er flere afgange hver dag.

Rejse nr. B-103
Arrangeres i perioden 15.6. - 24.8.2010
Praktiske oplysninger og vilkår
Pris pr. person: kr. 11.900 (inkl. skatter), v/4 personer
Børn u/15 år (der deler værelse med 2 voksne): kr. 8.500
Prisen inkluderer:
Fly t/r (inkl. skatter)
Suzuki Grand Vitara (el. tilsvarende), inkl. fri km og CWD forsikring (kasko), inkl. GPS
8 overnatninger m. morgenmad under rundturen og 2 overnatninger m. morgenmad i Reykjavik.
Overnatningsform: Hyggelige sommerhoteller. Værelser med håndvask, men bad/toilet på gangen (bad/toilet på værelserne kan dog evt. skaffes på fem overnatninger, merpris kr. 800 pr. person). Der er dog privat bad/toilet på hotellet i Reykjavik.
Islandskort 1:500 000 samt vejledning ift. rute og attraktioner (via telefon)
Lovpligtigt bidrag til Rejsegarantifonden.
Prisen inkluderer ikke:
Brændstof og øvrige måltider, samt mulige aktiviteter under turen.
NB: vær opmærksom på, at Team Island gerne booker aktiviteter på forhånd. Alt kan være aftalt og parat før afrejsen, hvis det ønskes. For visse aktiviteter er det nødvendigt at booke på forhånd, for andre kan det bedre vente til I er på stedet.
Hvad skal jeg medbringe?
Praktisk og varmt rejsetøj. Vind- og vandtæt. Indgår der sejlture i programmet, medbring da lette handsker
Praktisk fodtøj med gode såler. Bør kunne tåle fugt. Støvler behøves ikke
Badetøj til besøg i de varme kilder. Husk et håndklæde til Den Blå Lagune og evt. andre steder.
Pas kræves ikke, men medbring det, hvis du har ét. Under alle omstændigheder skal man medbringe ID-kort med billede.
Medbring dit danske sygesikringsbevis, det gælder også i Island. Bemærk: deltager man i en studie- eller firmarejse, gælder andre regler – se venligst vore generelle vilkår
Medbring film fra Danmark, de er dyre i Island
Har du en kikkert, er det en god idé at tage den med.
Skal jeg købe valuta før afrejse?
NB: mens dette skrives (okt.) er den islandske kronekurs ret lav. Ring gerne for yderligere information - eller tjek www.sedlabanki.is for den aktuelle kurs.
Man kan ikke veksle til ISK i Danmark. Ved ankomsten til lufthavnen i Keflavik kan man veksle kontanter eller hæve på VISA/Dankort eller andre internationale kort
De fleste butikker og restauranter modtager samtlige kredit-kort
Hvad kan jeg købe med fordel i Island?
Vi er ikke på de sydlige kanter, så røverkøb af varer kan ikke påregnes. Man kan dog med fordel købe uld og kunstvarer.
Dyre mærkevarer kan også vise sig at være billigere end i Danmark
Husk at bede om Tax Free-check, den giver 15 – 20% rabat ved køb for mere end IKR 5.000 på samme kassebon. Beløbet udbetales i lufthavnen ved afgang. NB: vær opmærksom på, at ikke alle butikker er tilsluttet Tax Free-ordningen.
Forstås dansk i Island?
Ja, mange forstår dansk, men mange, især unge/yngre, foretrækker at svare på engelsk. Tal selv langsomt og tydeligt dansk.
Alle har gennemgået danskundervisning i grundskolen.
Skal jeg prøve en islandsk hest?
Hvis du ikke gør det nu, så gør du det aldrig! Hvor der gives mulighed findes det nødvendige overtøj, hjelm, støvler og instruktioner (koster 250-300 DKK per gang).
Se vejret de næste 5 døgn her: www.mbl.is/mm/frettir/vedur/
Læs venligst de generelle rejsebetingelser
Yderligere oplysninger og tilmelding på 86 12 18 49 og 29 62 80 77, eller på info@team-island.dk
NB: der tages forbehold for større ændringer i pris-, skatte- og valutaforhold. I henhold til vore generelle betingelser kan prisen dog ikke ændres efter indbetaling af restbeløb.
Kan arrangeres i perioden 15.6. - 24.8.2010
Ferie, hvalsafari, fuglekiggeri, river-rafting, rideferie og kørsel på ATV’ere. Kom tæt på det mest friske vulkanudbrud
Se mere her